raku ?

raku tegn

Raku er betegnelsen for en måde at brænde sit keramik på. Raku betyder noget i retningen “rendyrket nydelse” eller “glædelige omstændigheder”.
ifølge Japansk historie opstod RAKU teknikken som følge af en af naturkatastrofe tilbage i det 15 århundrede. Genopbygningen af området skulle gå hurtigt og pottermagere fra Korea fik til opgave at hjælpe med at producere store mængder af tag tegl. Fordi de skulle skynde sig begyndte de at fjerne de stadig varme tegl med en tang fra ovnen. Det gik godt for de opdagede at teglene hverken fik revner eller gik i stykker.
Grundet det høje sandindhold i leret kunne det tåle det hurtige skift fra den varme ovn til den kolde luft.

Betegnelsen “raku” opstod dog først da teknikken bredte sig til Japan, til de zen-budisktiske te-ceremonier ” Cha-No-Yu” (=”varmt vand til te”). Det var en “Te-mester”, “Se no Rikyu” (1522-1591) der bad keramikeren “Chojiro Raku” om at lave nogle te-skåle tilbage i den tidsperiode der hedder “Momoyama” (1573-1615).
Chojiro far siges at have bragt noget af teknikken med sig fra Kina, mens ler “opskriften” og processen kom fra Korea. Ideen var at man ville lave produktionen af te-skålen til en spirituel handling, så spirituel som selve te-ceremonien. Se no Rikyu kaldte te-ceremoni processen for “wabi” som betyder “simpel” og “kærlighed”. Og ved kombinationen af den koreanske teknik og den japanske ler kunne man nu gøre produktionen af te-skålene til en “wabi” proces også. Glasuren var ofte meget simpel og man lod foden være uglaseret for det var der sjælen skulle åbne sig. En simpel hverdags skål til det simple menneske. Raku skålens produktion og slutresultat var nu som te-ceremonien – hvilket blev Rakuens succes som den “rigtige” te-skål.
I det 16 århundrede overtog Chojiro’s søn, Jokei, produktionen og udbredelsen af “Raku” te-skålene.
I dag er Raku processen stadig meget simpel, og det er “glædelige omstændigheder” hver gang at se hvad der kommer ud af processen. En så simpel måde at brænde på kan give mange oplevelser.

Det var først i 1900 hundrede tallet at man begyndte at lave post reduktion på sine ting. Det var amerikanerne der fik denne ide. Traditionelt sluttede man blot af med at tage sine ting ud af den meget varme ovn direkte ud i den kølige luft. Amerikanerne udvidede processen med at lægge de meget varme ting ned i en lukket beholder (med brændbart materiale) for en efterfølgende udvidelse af farvespekteret for glasurerne.